Barselsbobbel giver fordrejet fokus

En dejlig krammer
En dejlig krammer

Når man er på barsel lever man i en slags barselsbobbel. Dvs. at ens fokus ikke altid er fordelt fornuftigt ift. de forskellige situationer i ens hverdag. Da jeg fik mit første barn var mit fokus rettet på baby 96% af tiden. Stort set alt handlede om baby. Hvordan skal jeg få hende til at sove? Hvornår kan hun selv holde hovedet? Hvordan mon hun vil acceptere at vi stopper med sutteflaske osv. 3% af mit fokus var rettet mod mig selv og de sidste 1% var til manden. Ja desværre, men sådan var det. Der var ikke meget overskud eller fokus på manden i en periode. Jeg kyssede, krammede og nussede baby flere gange i timen. Jeg kunne ikke stoppe. Når manden så kom hjem fra arbejdet var der ikke meget tilbage af mig at give. Næsten alt var givet til baby, på nær de 1%, dem måtte han tage til takke med.

Da jeg fik mit andet barn og trådte ind i en ny barselsbobbel blev mit fokus igen fordrejet. 55% er nu rettet mod baby. Hvornår mon hun vil tage sutteflaske? Lærer hun overhovedet at bruge sut? Vil hun altid have lidt maveproblemer osv. 40% er rettet mod det ældste barn og de sidste 5% må manden og jeg deles om. Igen kysser, krammer og nusser jeg baby flere gange i timen. Men hov, denne gang gik det ikke kun ud over manden. Pludselig en dag indså jeg, at jeg ikke gav den ældste så meget kropskontakt mere. Jeg kyssede, krammede og nussede hende ikke så meget som jeg tidligere gjore. Det meste af dette gik til baby. Jeg fik dårlig samvittighed, “Jeg er verdens dårligste mor”. Den ældste har stadig i høj grad brug for kropskontakt fra mor, så jeg ændrede fokus. Jeg lovede mig selv, at jeg hver dag skulle blive bedre til også at huske den ældste. Det gav hurtigt pote. Hun nød det og jeg nød det i høj grad og vi nyder det begge stadig. Inden man får set sig om er pigerne vokset op og gider ikke længere at kysse, kramme og nusse med mor. Så det er om at nyde det  mens man kan. Men hov, hvor er manden henne i alt det her. Ja ham skal jeg også huske. Manden har heldigvis prøvet det før, det at blive skubbet lidt i baggrunden, når man får en baby. Jeg elsker ham stadig lige så højt som jeg altid har gjort og han har taget det pænt, lige som han også gjorde første gang. Nu når jeg er opmærksom på både at have fokus på baby og den ældste må jeg blive bedre til også at huske manden. Lidt flere kys i hverdagen, kærlige klap i numsen, kram og hygge må der til. Jeg vil ikke sætte det som et nytårsforsæt, for dem kan jeg aldrig holde. I stedet for vil jeg prøve at ændre mit fokus, så manden når højre op på ‘procenttalsstigen’. Heldigvis bliver det nemmere jo større børnene bliver. Det bilder jeg mig i hvert fald ind, men jeg ved det ikke, jeg har ikke prøvet at have store børn endnu. Som tidligere skrevet i et af mine opslag, er manden og mine månedlige kærestedage derfor så vigtige. Her husker vi hinanden og får sat fokus på vores forhold og kærlighed igen. Jeg vil ikke være dem foruden.

Magtesløs

Skrigende baby
Skrigende baby

Jeg forstår godt at manglende søvn bruges som torturmetode. Det er effektivt og rammer plet. Man bliver magtesløs, kan ikke tænke klart og har bare lyst til at give op. Sådan havde jeg det i nat. Vores mindste har været svær at putte de sidste par aftener og har også holdt mig vågen flere timer om natten med hendes pludren eller trang til mad/mælk. Jeg har dog overlevet. I nat eskalerede det så. Igen var hun svær at putte men det lykkedes. Allerede inden kl. blev 24 havde jeg været inde hos hende 3 gange. Derefter var hun vågen det meste af natten. Hun startede med at pludre derefter skrål og til sidst store skrig og larm. Hun var svær at trøste. Blev lagt til flere gange i håb om at hun ville falde i søvn under en amning, det ville hun ikke. Flere skrig og skrål. Jeg kæmpede længe med hende. Manden måtte overtage. Det gik hun også amok over efter et stykke tid. Hele huset larmede af babyskrål hele natten. Når det endelig lykkedes at trøste hende i mine arme, startede hun forfra så snart jeg prøvede at lægge hende ned for at sove. Jeg trampede op og ned af soveværelsesgulvet. Min mand trampede op og ned af soveværelsesgulvet. Jeg ammede MANGE gange. Sang, trøstede og vuggede. Kiggede på uret. Klokken var 02, 03, 04 hun sov ikke. Jeg tror at jeg måske fik 1-2 timers afbrudt søvn. På et tidspunkt sad jeg med hende på skødet inde i sengen, manden sad ved siden af mig, den lille skreg og skreg, manden og jeg kiggede på hinanden, følte os magtesløse – hvad gør vi? Der var ikke så meget at gøre. Synge, trøste og vugge. Det sidste forsøg blev en amning til, hvor hun ENDELIG faldt i søvn. Kort tid efter var det morgen og vi skulle op. Jeg gik rundt som en zombie, manden var også træt. Hvorfor var hun så ked af det i nat? Hun havde åbenbart brug for ekstra tryghed, var mere sulten end hun plejede, døjede med prutter der gjorde ondt når de skulle ud og så havde hun flere gange bare ikke lyst til at sove i modsætning til sine forældre.

Det er ikke sjovt. Ikke sjovt for den lille men hellere ikke for os forældre. Jeg havde lyst til at give op. “Vi giver hende gratis til naboerne”, jeg var magtesløs. (Selvfølgelig ville jeg aldrig give hende væk, men når man er meget træt, tænker man ikke rationelt). I løbet af den kommende dag sov hun heldigvis en meget lang lur i sin barnevogn. Jeg fik også taget et hvil. Manden måtte gå træt på arbejdet. Den mindste er i et tigerspring nu og jeg ved at vi vil få mange flere nætter som i nat. Jeg husker det tydeligt fra sidste gang med vores ældste pige. Vi skal nok komme i gennem det. Det kræver støtte til hinanden, hvilket min mand og jeg er gode til. Det kræver ekstra sukker i hverdagen for at holde sig kørende (når man som jeg ikke drikker kaffe), det kræver at man går tidligt i seng om aftenen, det kræver tålmodighed og det kræver at man kan være der for sit barn og ikke blot give det væk til naboen.

Jeg er klar til endnu en nat i nat. Jeg håber at det bliver bedre. Jeg er dog ikke så optimistisk lige nu. Jeg tager hatten af for de forældre der er alene og ikke har nogen at støtte sig til i situationen midt om natten eller de forældre som desværre har et kolikbarn. Puha, hvor må det være hårdt.

Jeg vil lægge mig igen og tage et hvil. God nat og sov godt her fra.

De ‘herlige tigerspring

Jeg havde glemt de ‘herlige’ tigerspring en baby går i gennem i sine første leveår. Tigerspring eller udviklingstrin som sundhedsplejersken kalder dem. Da min ældste pige var baby blev jeg introduceret til app’en: ‘Vidunderlige uger’. Den var guld værd. Bedst som min lille baby var glad og nem at være sammen med ændrede hendes adfærd sig pludselig fra den ene time til den anden. Hun græd pludselig mere og mere højlydt. Hun var svær at gøre tilfreds og svær at have med ude blandt andre… Hvad sker der med min lille baby tænkte jeg? Det var svært at forstå. Jeg var mange gange desperat ift. hvad jeg skulle gøre, når den lille ikke var tilfreds. Som førstegangsmor bliver man meget ofte i tvivl om det er det rigtige man gør. Jeg kan huske, at en veninde sagde trøstende til mig, midt i den hårdeste periode af et tigerspring, at jeg skulle holde ud, for det var bare en periode, det skulle nok blive godt igen. Jeg må indrømme at jeg ikke helt troede på hende. Når man står i en hamrende hård tid med minimum søvn tænker man ikke de mest positive tanker. Men nu ved jeg, efter at have overlevet mange tigerspring, at der ER lys for enden af tunnelen.

Jeg brugte ‘Vidunderlige uger’ meget. Og nu hvor jeg har fået nummer to, er den blevet installeret på min mobil igen. Også denne gang følger jeg dens beskrivelser. Lige nu har min yngste taget et skridt ind i spring nr. 5; En verden af sammenhænge, hedder springet. Tegnene på at barnet er i dette spring er: Græder mere, oftere og længere. Kræver mere opmærksomhed. Sover dårligere og mister appetitten. Er humørsvingende og er svær at gøre tilpas… Vi er lige startet på springet og er godt i gang med tegnet: Sover dårligere. I hjælpeteksten til dette spring står der: “Dit barn bliver i stigende grad i stand til at ‘kræve’ en masse af dig, og det kan du mærke. Hen imod slutningen af dette spring er det helt normalt, at du kan føle dig fuldstændig udslidt”… Ja jeg kan godt huske det med første barn og det er bestemt ikke noget man ser frem til. Det er hamrende hårdt og der er ikke meget tid eller overskud til andet end at komme helskindet i gennem dagene.

Min mand og jeg har heldigvis prøvet det før og vi er gode til at støtte hinanden i de hårde tider. Lyset for enden af tunnelen ser vi frem til for så kan man rigtig se, hvor meget ens baby har udviklet sig og hvilke nye færdigheder de har lært.

Så hvis du er forældre til en lille baby og endnu ikke har prøvet ‘Vidunderlige uger’ så vil jeg varmt anbefale den. Den hjalp min mand og jeg i gennem med vores første barn og hjælper også nu ved nummer to. Og husk, der ER lys for enden af tunnelen af et spring, selvom det er svært at tro, når man står midt i springet.

App'en: Vidunderlige uger
App’en: Vidunderlige uger

 

Kaos i børnehaven

Kaos i børnehaven
Kaos i børnehaven

Forleden skulle min mor, børnenes mormor, aflevere den ældste i børnehaven om morgenen. Min mor kom hjem og var helt høj. Sikke en dejlig morgen det havde været i børnehaven. Hun havde sat sig ind og havde tegnet en tegning med min datter og flere børn var kommet og ville være med. De var helt rolige og alle havde hygget sig. Min mor fortalte, at hun havde overvejet at blive frivillig Bedste i børnehaven. Hun forslog, at hun kunne komme et par timer om morgenen og hygge med børnene. De var jo så søde og rolige alle sammen. Ideen er god. Men jeg forslog min mor at hun skulle prøve at aflevere lidt flere morgener, så hun kunne få et større perspektiv på, hvordan det også kunne se ud om morgenen. Fx denne morgen hvor jeg afleverede den ældste i børnehaven:

Vi ankommer til børnehaven. Den mindste hænger på min arm, pakket ind i flyverdragt og hue. Vi kommer ind, får flyverdragten af den ældste og sutsko på. Får pakket jakke, madkasser og andet tøj ud og stiller os parat og venter på at de andre børn kommer over fra samlingsstuen sammen med pædagogerne. Det gør de nu. Døren bliver åbnet og det vælter ind med børn i et kaotisk kaos. En enkel pædagog er med. En pædagog til ca. 12 børn. I mens at jeg prøver at få lavet en god og rolig aflevering med min ældste render en af drengene (ballademageren) ind og begynder at flå alle kasserne med legetøj ned fra reolen. Samtidig render flere drenge rundt på gangen og råber, da de leger superhelte. Den stakkels pædagog har nok at se til. Især da en af pigerne ankommer med sin mor med favnen fuld af guf, som hun skal dele ud senere, da hun har fødselsdag. Pædagogen havde tydeligvis glemt at hun havde fødselsdag og måtte derfor give hende hans fulde opmærksomhed i mens de fik pakket guf’en ud ude i køkkenet. Nu var alle børnene alene på stuen. Pludselig er der en pige ude på gangen der græder. Der er ingen til at hjælpe hende. Jeg løfter op i den mindste som stadig hænger på min arm og går ud til hende. Idet jeg kommer hen til hende er der en af drengene som slår hende. “Hov, hov du, man må ikke slå”. Jeg sætter mig ned og trøster pigen. To sekunder efter kommer ballademagerdrengen løbende hen til os og sprøjter vand ud over det hele med sin drikkedunk. Dette så pædagogen heldigvis som lige var kommet tilbage fra køkkenet. Han tog sig af situationen. Jeg går ind på stuen igen og skal til at sige farvel til min ældste. Jeg får sat hende ved bordet og fundet perlerne frem. Larm og råb lyder bag mig. Drengene leger vildt. Pædagogen er væk igen. Pigen der græd før sidder i sofa’en og er ked af det. Jeg går hen til hende og får inviteret hende med over til min ældste og lave perler. Så er der styr på de to. Drengene opgiver jeg. Jeg får kysset min datter og begynder at gå ud mod hoveddøren. Jeg har en dårlig fornemmelse i maven. Sikke et kaos. Jeg bebrejder ikke pædagogen. Han var alene med alle børnene og gjorde sit bedste. Han kan ikke være alle steder på en gang. Men hvor er det synd, at der ikke er flere hænder til at hjælpe til, så alle børnene får den god og rolig start på deres morgen i børnehaven.

Så ideen med frivillig Bedste er god. Jeg tror dog at min mor skal opleve morgener som denne i dag, så hun får et indblik i, hvordan det også kan være. For så tvivler jeg lidt på om hun har mod på det. Men hvor ville det være herligt, at der ville være frivillige som kunne hjælpe til. Det bedste ville selvfølgelig være, en højere normering på pædagogfronten, men det skal vi nok vente længe på, desværre.

Sug noget snot min skat

Vi er gået den herlige tid i møde med kulde, blæst, regn og snotnæser. Når man ankommer nede i børnehaven er det første møde ofte en snotnæse eller to. Ikke det mest charmerende på sådanne små pus, at der hænger to lange 11-taller ud af næsen på dem. Vi har lært den ældste at tørre næse (hun mestrer ikke at pudse næse endnu) og hun er heldigvis blevet god til det. Men sommetider er det ikke nok at tørre næse. Der skal større og stærkere kræfter til.

Vores to piger er forkølet. Det er synd for dem for det påvirker bl.a. deres (og vores) nattesøvn. Hvad kan vi gøre? Vi har prøvet at klodse madrassen op, så børnene ligger højere med hovedet. Hvad mere? En fra min mødregruppe har fundet sin egen løsning; Læg din mund over barnets næse, sug til og spyt ud i den nærmeste håndvask. Hun er skam sej. Hvad gør man ikke for sine børn. Jeg har forslået det til manden men han væmmes helt vildt ved tanken. Det får jeg ham aldrig til.

Så i stedet for kørte jeg i Matas og på apoteket og købte snotredskaber som vist på billederne. En ’snotdims’ (jeg ved ikke hvad den hedder) til den ældste og Otribaby til den mindste. ‘Snotdimsen’ er ikke den mest effektive men den kan da suge en smule. Og den ældste har lært selv at bruge den, så det er dejligt.

Jeg introducerede Otribaby for manden; “Du tager den ene ende af slangen i din mund, den anden ende sætter du et næsestykke på og stikker den roligt op i baby’s ene næsebor. Herefter suger du med din mund og ’støvsuger’ roligt baby’s næse”. Manden væmmes igen. “Bare rolig skat, du får det ikke i munden. Der sidder nemlig et filter som forhindrer dette”. Manden væmmes igen. “Sug noget snot skat, det er ikke slemt”. Jeg synes at den er genial og har allerede brugt den flere gange. Den er virkelig effektiv til små babynæser. Manden er dog ikke helt indstillet på det, så jeg må denne vinter tage snotkappen på mine skuldre, og suge snot når det er nødvendigt.

Mon jeg også skal suge snot på manden hvis han bliver forkølet? Mon han vil væmmes ved det også? Jeg gør alt for at hjælpe min familie.

'Snotdims' til den store pige
‘Snotdims’ til den store pige
Otribaby til den mindste pige
Otribaby til den mindste pige

Ladet op med ny energi

Vasketøj, bleer, oprydning, madlavning, indkøb, madpakker, planlægning, madplaner – puhaa, man kan blive helt forpustet. Dagene flyver afsted. Som jeg tidligere har skrevet om, forsøger jeg at huske mig selv i den travle hverdag. Ikke mig selv som mor eller hustru men som MIG.

En veninde spurgte om jeg ville med til et foredrag en aften kl. 19-21 om bl.a. børneopdragelse og familiesammenhold. YES, det ville jeg gerne. MEN, det var lige midt i puttetid af pigerne og den mindste ville forsat helst kun puttes af mor. Men manden var sød og sagde, at den skulle han nok klare, jeg skulle bare tage afsted og hygge mig. Fedt, det var dermed en aftale. Aftenen kom og den mindste blev ammet, begge børn var i nattøj og tænderne var børstet på den ældste. Møs, møs, møs og jeg gik ud af døren. Jeg glædet mig meget til foredraget. Jeg havde aftalt med manden at han bare skulle ringe, så kom jeg hurtigt hjem. Foredraget gik i gang og jeg tjekkede min mobil hvert 5. min. Ingen opkald, ingen beskeder. Jeg slappede af og nød foredraget og samværet med min veninde. Foredraget sluttede og jeg skyndte mig hjem. Manden åbnede døren. Der var stille i huset. YES tænkte jeg børnene sover. Jeg kiggede på manden, han så meget træt ud. Den mindste havde ikke ville sove og han havde kæmpet en kamp i halvanden time, før hun gav sig. Det har nok ikke været sjovt for dem begge. Øv øv tænkte jeg. Jeg havde håbet at det var gået godt. Det positive var, at jeg kom hjem med ny energi. Jeg var ladet op igen, for jeg havde fået lov til at være MIG selv igen uden at skulle forholde mig til mine andre roller.

I går var jeg så inviteret på cafe af nogle gamle kolleger. Jeg glædet mig igen til at komme ud. Det var en søndag om eftermiddagen, så denne gang var det nemmere at planlægge. Den mindste blev ammet og puttet til eftermiddagslur og sov så fint i 3 timer. Manden fik også taget en morfar på sofaen. Den ældste var hos en legeaftale. Og jeg fik 2½ time på cafeen med kollegerne. YES, dejligt at det hele bare gik godt. Og jeg NØD at være ude og kom hjem med ny energi. Det er så vigtigt at komme ud og blive ladet op en gang i mellem. Så er det nemmere at overskue vasketøj, bleer, oprydning, madlavning, indkøb, madpakker, planlægning og madplaner. Det handler om at give plads til hinanden i forholdet. At begge kommer ud og hygger sig med omverdenen samtidig med at den anden tager en for holdet på hjemmefronten. Det er guld værd.

Ny energi
Ny energi

Så sov dog børn!

Sov børn sov
Sov børn sov

Det er aften og tid til putning af vores to piger. Jeg læser godnathistorie for den ældste efterfulgt af et opdigtet eventyr, som hun altid synes skal handle om hende selv og hendes børnehave. Efter dette følger lidt vandren frem og tilbage til værelset før at hun vil overgive sig til søvnen. Imens er manden ved at putte den mindste, dog uden held. Den mindste er vant til at blive puttet af Mor, men vi træner at Far også putter. Dog synes den mindste ikke lige at det skal være sådan i aften. Mor må ind og amme og til sidst falder den mindste også i søvn.

Manden og jeg er ved at være trætte, så vi går i seng. Ahhh, det skal blive godt at få sovet lidt. Vi når begge lige at falde i søvn så vågner den mindste. Hun døjer med prutter og får stadig lidt ondt i maven, når de skal fyres af. Hun vækker os begge. Efter lidt tid falder hun til ro igen. Ahhh, jeg tager dynen godt op om mig og lukker øjnene. Tror jeg når at sove lidt, måske en halv time, så skriger den store. Manden farer ind til hende. Hun havde mareridt. Der trøstes og vi lægger os til at sove igen. Kort tid efter vågner den mindste, hun er sulten. Jeg ammer hende og lægger mig til at sove igen. Kort tid efter vågner den store. Manden farer ind til hende igen. Hun er forvirret og vil have vand. Efter lidt tid er der ro igen. Ahhh, jeg lægger hovedet på hovedpuden og ser frem til drømmeland. Jeg når lige at falde i søvn, så vågner den mindste. Hun er helt vågen og ligger og leger (højlydt) med sin stemme. Åh gud. Så sov dog. Efter lidt tid er der ro igen. Ahhh, sove sove. Der går ikke lang tid så kalder den ældste. Manden farer ind til hende. Hun har haft et lille uheld og er kommet til at tisse i sengen. Manden skifter sengetøj og vi lægger os til at sove igen. Ahhhh, puhaaa, vi er trætte nu. Kort tid efter vågner den mindste igen. Hun er sulten. OMG. Hun får mad og vi lægger os til at sove igen. For at det ikke skal være løgn skriger den store igen. Manden går træt ind til hende og trøster. Puhaaa, nu vil vi altså gerne sove. Vi falder begge i søvn men vækkes kort tid efter af den mindste som er urolig. Imens jeg trøster hende falder manden i søvn. Inden jeg lægger mig til at sove igen, får manden lige et skub så han triller om på siden og stopper med at snorke. Ahhhh, drømmeland here I come. Kort tid efter ringer mandens vækkeur. Klokken er 05.45 og han skal op. Den mindste vågner kl. 05.50 og er frisk. Så er det op Mor og Far og i gang med dagen. To voksne zombier står op…

Det er hårdt med sådanne nætter. Ikke mindst er det synd for min mand, for han skal op på arbejde og give den gas. Jeg kan i det mindste forsøge at få sovet lidt i løbet af dagen, når den mindste sover.

Goddag sut – farvel sut

Goddag sut

Min yngste er nu 4 måneder og vil stadig ikke tage sut. Hun har simpelthen ikke knækket koden ift. hvordan hun skal gøre. ‘Hvad skal den mærkelige tingest inde i min mund… Mor og Far giver mig den hele tiden… Den er mærkelig men også lidt sjov… Jeg tygger lidt i den med mine hårde gummer… Nam nam nam…

Jeg vil nu gerne have at hun tager sut. Det har været rart med den ældste at hun har kunne trøste sig ved sutten og det er nemmere for andre også at trøste hende. Men den mindste vil ikke. Ikke endnu. Den ældst var 3½ måned før hun knækkede koden til sutten. Hvor lang tid mon der vil gå før den yngste knækker koden? Hvis hun knækker den? Der er nok nogen som tænker, at det da er lige meget om hun vil bruge sut. Der er mange børn som ikke bruger sut. Ja det er der og det er også helt fint. Min mand og jeg synes dog at det hele bliver lidt nemmere, hvis barnet tager sut. Så vi træner videre.

Farvel sut:

Den ældste er nu 3 år og 2 måneder og det er tid til at sige farvel sut. Hun elsker sine mange sutter. Så jeg var som altid bekymret, når vi skulle indføre en ny ændring. Men den bekymring kunne jeg føre til skamme, for hun har været så dygtig. Vi fortalte hende, at nu måtte hun kun bruge sut, når hun skal sove. Når hun vågner om morgenen skal sutten afleveres til Mor og Far og når hun går i seng, får hun lov til at vælge to sutter at sove med. Det forløber uden problemer. Hun er så dygtig. Der er halvanden måned til juleaften og der skal hun aflevere alle sine sutter til julemanden (det ved hun ikke endnu). Og så er det helt slut med sut. Det bliver spændende hvordan hun tager det.

Forleden da jeg skulle hente hende i børnehaven stod en anden mor med hendes barn. Barnet græd og græd højlydt for hun måtte ikke få sin sut. Moren var også i gang med at trappe ned. Barnet ville dog ikke acceptere det og hun blev mere og mere hysterisk. Moren så træt ud og var tæt på at opgive. En anden mor sagde medfølende, at hun skulle holde ud og stå ved. Jeg tænkte det samme, men kunne sagtens se hvor hårdt det var for både mor og barn. Da min den ældste og jeg kom ud i legegården sad moren med sit barn og barnet havde fået sutten og var stille igen. Moren havde opgivet. Jeg kan godt forstå hende for det er super hårdt, at se sit barn være så ked af det. Og det kan være hårdt at ændre på vaner. Jeg er glad for, at min den ældste på dette punkt altid har været god, når manden og jeg ændrer på vaner. Jeg håber at det holder ved og at lillesøsteren bliver lige så god.

Farvel sut
Farvel sut

Når tålmodigheden og overskuddet brister

"Jeg kan ikke mere"
“Jeg kan ikke mere”

Tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed. Den kan være svær at mestre selvom man gør sit bedste. Tålmodighed er en dyd… Ja for dælen da… Men for ‘fantam’ hvor kan den være svært at mestre, sommetider.

Det er mandag og begge piger er hjemme. Manden skal til bestyrelsesmøde i børnehaven og er kørt kl. 16.30. Jeg er træt, har sovet dårligt flere nætter i træk. Egentlig føler jeg mig alligevel oven på, på trods af trætheden. Den ældste begynder at trodse og nægter at gøre som mor siger. Hun vil ikke rydde op, vil ikke høre efter og vil ikke vaske hænder inden aftensmaden. Den mindste er træt, småklynker og vil kun hænge på min arm. Det lykkedes mig at få varmet lidt rester og smidt det over på spisebordet. Begge piger bliver sat og vi begynder aftenmåltidet. Den ældste trodser forsat og min tålmodighed begynder at briste. Jeg kigger på uret. Klokken er kun 17.30 og der er halvanden time til at manden vil være hjemme igen. Åhh gud. Den mindste bliver mere og mere sur og begynder nu at græde. Den ældste stemmer i…. Jeg troede at jeg ville kunne klare det, men pludselig sidder jeg med hovedet i min hænder og tårerne triller ned ad kinderne. Puha, jeg kan ikke mere, jeg orker ikke mere. Jeg tager telefonen og ringer til manden. Han må komme hjem. Jeg kaster håndklædet i ringen. Jeg kan ikke mere. Er så træt og overskuddet er lig nul. Pigerne opdager at jeg græder og BUM, pludselig bliver der helt stille rundt om bordet. Ingen børn der skriger eller brokker sig. Den ældste spørger: “Mor er du ked af det”… “Ja, mor er lidt ked af det”. “Hvorfor” spørger hun. “Fordi mor er træt. Mor bliver god igen”. De efterfølgende få minutter er pigerne forsat stille. Manden træder ind ad døren og den ældste begynder at trodse igen.

Jeg bliver ked af det i sådanne situationer. Her følger jeg mig som en dårlig mor. At jeg ikke kan overskue mine egne børn. Det er ikke sjovt. Jeg ved at jeg er en god mor og normalt har jeg også masser af tålmodighed og overskud. Men sommetider falder det hele sammen og man føler sig magtesløs. Man prøver at gøre sit bedste, have tålmodighed, være pædagogisk og udvise overskud. Sommetider lykkedes det bare ikke. Det er nok meget menneskeligt og meget normalt. Mon ikke de fleste forældre har prøvet lignende situationer. Jeg tror det.

Senere på aftenen lister jeg ind på min ældste datter’s værelse og kigger på at hun sover. Det gør jeg hver aften. Jeg elsker det. Hun ligger der så sødt i sin seng og sover. I sådanne øjeblikke er alt tidligere glemt.

Børnehaven’s politibetjent

Børnehaven
Børnehaven

En seddel hænger ved den store’s plads i børnehaven: Forældremøde den 14. november kl. 12.15-12.35. Nå da hvad er nu det? Sedlen bliver taget ned og proppet i tasken. Hjemme drøfter manden og jeg; Skal manden tage med og dermed tage fri fra arbejde? Skal den store pige med også eller er det kun os forældre? Hvad mon de vil fortælle om vores barn?

Manden tager fri og vi tager begge af sted. Forældremødet bliver afholdt og der kommer mange rosende ord; Hun er fuldt udviklet finmotorisk og grovmotorisk som man forventer for en 3-årig. Hun er meget opmærksom og god til at koncentrere sig. Hun har mange veninder og trives godt. Både manden og jeg vokser et par cm af stolthed lige ind til pædagogen siger: MEN, hun er nu også stuen politibetjent. Hun er ikke bleg for at fortælle de andre børn (og sommetider også voksne) hvad der er rigtigt og forkert. Hun kommer ofte rendende til de voksne for at fortælle hvad de andre børn gør forkert. Manden rynker brynene og spørger: “Er det for meget, altså lige i overkanten?” “Ja lidt” svarer pædagogen men samtidig er han også god til at sige, at det jo selvfølgelig er noget hun skal lære, ikke at blande sig i alles sager, og at det er noget de træner meget med hende i børnehaven…. Jeg må så indrømme, at det ikke kommer fuldstændig bag på os, at hun er en lille politibetjent. Vi havde selv en fornemmelse, da vi selv har oplevet lignende eksempler, når der har været legekammerater på besøg hjemme.

Hun er jo kun 3 år og skal lære mange ting her i livet. Overordnet er hun godt på vej og vi elsker hende ubeskriveligt meget – også selvom hun er børnehaven’s lille frække politibetjent.

"Det må du ikke"
“Det må du ikke”