Kampen mod refluks monsteret

Min graviditet havde langt fra været som jeg havde drømt om. Heldigvis kom bækkenløsningen ikke snigende som den gjorde med Melika, hvor jeg endte ud i en fuldtids sygemelding før uge 12. Men den var fuld af komplikationer, bekymringer og et mål der i første omgang hed 34+0. 36+5 nåede vi og jeg blev sat igang, mængden af foster vand steg konstant og endte med lige knap 2,5l (normalt 700 ml).

Natten til den 27. September 2017 blev jeg mor for anden gang til en smuk og velskabt lille dreng på 3150gr. og 50 cm lang. Jer der har født, kender den følelse, den skræk der pludselig rammer en, når ens barn ikke græder. På de andre stuer hørte vi de nyfødte babyers første skrig og deres forældres lettelses suk, men på vores stue var der stille. Panikken begyndte at ramme og jordemorderen gnubbede på hans lille krop, men der var stadig stille. Et par meget blå øjne mødte mine og i dét sekund vidste jeg der var noget galt med ham. Jeg kunne mærke det helt ned i maven.

Hvorfor græder han ikke?

Jordemoderen forsikrede os om, at nogle børn bare var stille i starten (han havde været meget stresset under fødslen og er født som stjerne kigger – av siger jeg bare) Første skrig fra Micko var da han blev målt og vejet flere timer senere, da jeg fik ham tilbage i mine arme, sov han bare. Sådan fortsatte det i 14 dage. I 14 dage var han den nemmeste baby, han sov KONSTANT. Jeg var bekymret, meget bekymret. Der var noget galt, jeg kunne fornemme. Ingen ville lytte og troede jeg var tosset. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt sætningen: Nyd det mens du kan, han skal nok tage revanche. Og det skal jeg love for han gjorde……

Refluks- monsteret

Jeg har aldrig i mit liv hadet noget så inderligt i hele mit liv. Når jeg kigger tilbage på Mickos første år, er det er år fyldt med sorg, frygt og ikke mindst afmagt. Selvfølgelig er det også fyldt med kærlighed og stolthed, en stolthed over alt det han har formået at gå gennem sit korte liv og alligevel altid være nysgerrig og glad. Min stærke dreng.
Jeg hader at refluks skulle overtage og ødelægge den første tid af hans liv. En mors værste mareridt er, når man kan mærke smertens skrig skylle gemmen sit barns krop, til det udmattet og afkræftet falder i søvn i ens arme. Den tunge gang op ad gulvet mens man desperat forsøger at trøste, jage monsteret væk. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange, jeg har grædt sammen med ham, ville ønske jeg kunne tage hans smerte så han kunne få ro i sin lille krop. Babyer har brug for søvn, men søvnen udeblev.

Da Micko var 14 dage, gjorde refluksen for alvor sit indtog i vores liv. Den gjorde hvert et måltid til en sandt smertehelvede. Selv efter måltiderne var det umuligt for Micko at finde ro. Gylpeturen, det evige tilbageløb af mavesyre i hans svælg, han havde aldrig ro, konstant i smerte.

Hver gang han endelig faldt til ro, tvang refluksen sit stinkende væsen ind på ham, vækkede ham i skrigende i smerte. Hans lille krop var spændt som en flitsbue. Desperat prøvede jeg at trøste, give ham ro, nærhed – give ham sin mor. Men intet hjalp. Ingen af os sov mere end 45 min ad gangen – hele døgnet.

Facebook blev vores redning

Jeg læste alt hvad jeg kunne om refluks på google, på facebook. Meldte mig ind i diverse grupper på facebook og læste andre forældres hjerteskærende beretningen om deres møde med refluks. Hvordan refluksen ødelagde familier, efterlod mødre og fædre på randen til sammenbrud. Jeg var ikke i tvivl mere. Micko havde refluks. Jeg havde læst om hvordan forældre kæmpede med deres egne læger, om at få en henvisning. Så jeg forberedte mig godt, havde det store oplæg klar til 5 ugers undersøgelsen. Heldigvis skulle de vise sig at min egen læge uden videre henviste os til en børnelæge. Jeg græd af lettelse da jeg forlod lægen, endelig var der lys forude.

Endelig følte jeg mig forstået

Jeg kontaktede Werner Petersen i Charlottenlund. Han er en læge der deler vandene, men det er overvejende positivt. Jeg havde optaget Micko under et måltid, så han kunne se det. Lagde alt på bordet, lige der, på stolen i hans konsultation faldt jeg fra hinanden. Fuldstændig nedbrudt af manglende søvn, sorg, vrede – hvorfor min søn? Hvorfor kunne vi ikke bare have en barsel som alle andre, nyde vores tilværelse? Werner lyttede han undersøgte ham, men han var ikke det mindste i tvivl, det var refluks – i meget svær grad.

Ingen forstår

Ingen forstår den krigszone refluksen efterlader, når den gør sit indtog i ens liv. Venner, familier, ingen forstår – kun andre refluks-forældre. Det søde barsels liv jeg havde drømt om, var byttet ud med ren overlevelse. At frarøve en søvn, er en anerkendt tortur metode – jeg forstår hvorfor. Aldrig har jeg følt mig så udmattet og alligevel formået at stå oprejst.

Medicin skulle der til for at hjælpe ham, for at jage monsteret væk og give min lille dreng ro – ro til at vokse og til at lære at livet ikke kun er smerte. Det er jo meningen medicin skal hjælpe ik? At alt ville blive bedre, monsteret ville forsvinde og alt ville blive normalt ik?

……. Fortsættes………

Link til facebook gruppen her: https://www.facebook.com/groups/353028161440171/

3 comments / Add your comment below

  1. Jeg kom helt til at græde, da jeg læste indlægget, fordi jeg lige blev smidt 5 år tilbage i tiden. Et barn, der skreg i smerte døgnet rundt og aldrig kunne finde ro og en læge, der på ingen måde ville anerkende refluks, fordi han jo tog på. Først da han blev 5 år, havde en en anden læge og selv kunne fortælle lægen, at “jeg kaster op i munden hver nat” blev han medicineret. Det seneste halve år har været det bedste i min lille drengs liv efter medicineringen. Sorgen over hvor slemt de havde været kom for mig virkelig til udtryk, da jeg fik hans lillesøster, der heldigvis ikke delte de samme smerter. Der kunne jeg jo se, hvordan det skulle have været og hvor forfærdeligt han havde haft det. Hold nu op refluks er noget lort!

Skriv et svar