Refluks monsteret del 2

  1. del af indlægge kan I læse her: https://morudenfilter.dk/2019/06/11/min-soen-har-refluks/

Refluks

Jeg troede at alt ville blive godt igen, så snart medicinen begyndte at virke, at monsteret ville blive jaget væk. At roen ville sænke sig over ham, at smerten ville forsvinde. Men nej, monsteret blev ved med at vise sit stinkende ansigt. Han gylpede selvom han lå højt med hovedet, når han lå op ad mig, altid – unden undtagelse. Medicinen gjorde ham urolig, så urolig at han ikke kunne holde sin krop i ro når han skulle sove. Jeg var desperat, for hvordan vælger man mellem pest eller kolera? Medicinering eller ej?

Stram tungebånd?

Indrømmet, når man ikke har sovet og skrigturene når 6 timer i streg, så mister man forstanden. Eller næsten i hvertfald. Jeg fatter ikke hvordan jeg har overlevet, hvordan Micko er kommet hel igennem så meget smerte. Det er ufatteligt hårdt at kigge tilbage på. Hvorfor min dreng?
Desperat ledte jeg efter svar, eller alternative metoder til at hjælpe ham. Jeg var villig til at prøve alt! Kiropraktor, osteopat var afprøvet uden held.
Jeg kom med i en gruppe med folk som tog til Holland og fik klippet tungebånd på deres børn – langt ude tænker i nok…….

Vi skal til Holland

Jeg undersøgte alt hvad jeg kunne om emnet, fordele og ulemper. Snakkede med forældre som havde gode erfaringer, men også med de forældre hvor klippet ikke havde virket. Alt blev vendt og drejet og beslutningen blev taget – Micko skulle til Holland – 11 uger gammel. Da mine nærmeste hørte om mine planer, var de sikre på jeg var blevet skingrende sindssyg. Min sundhedsplejerske prøvede ALT for at tale mig fra det – men jeg stod fast.

Selve turen til Holland, klippet og efter behandlingen kan I læse om her

Tiden efter klip

Turen til Hollan var det bedste jeg nogensinde har gjort for Micko. Han sov pludselig 1-2 timer i streg, han suttede bedre og generelt fik han det meget bedre. Han var til at komme i kontakt med og havde pludselig overskud til at lære nye ting. Som min sundhedsplejerske sagde, så hun for første gang en livsgnist i hans øjne. Lige der, blev jeg bekræftet i at ens “mor-mavefornemmelse” aldrig slår fejl. Der er ikke en som efterfølgende har været uenig I at det var den rigtige beslutning.

Ny medicin – endelig fremgang

Micko skiftede i mellemtiden medicin, slap for så mange bivirkninger generelt var han bare i meget bedre trivsel. Men monsteret er snedigt, og bedst som man tror det er besejret, vender det tilbage med fornyet kræft. Det er en konstant rutchebane tur.

Monsteret ligger altid på lur

Da han begyndte på mad, var der nogle ting som han reagerede kraftigt på og som vækkede det sovende monster. Han havde perioder hvor man intet ville spise, fordi det gjorde ondt. Det er en konstant venten og frygt for, hvornår det vågner. Søvnen er aldrig fredfyldt, for selv den mindste lyd vækkede en med et sæt. Er det nu? Er monsteret tilbage? Man kan ikke andet end være der for dem, trøste og forsøge at jage det væk igen. Man føler sig utilstrækkelig, vil gøre alt for at tage deres smerte.

Frygten vil altid sidde i mig

Frygten sidder stadig i mig, selvom han nu har været medicin fri i 6 mdr. Når han hikker, eller får sure opstød, har ondt i maven så frygter jeg at monsteret igen er blevet vækket, at det endnu engang har fået en vej ind i vores liv. Men indtil videre har vi holdt det for døren – jeg håber det er væk for altid, at frygten snart forsvinder.

Facebook gruppen for stramt tungebånd finder I her https://www.facebook.com/groups/1602133036750049/

Skriv et svar