Kampen mod refluks monsteret

Min graviditet havde langt fra været som jeg havde drømt om. Heldigvis kom bækkenløsningen ikke snigende som den gjorde med Melika, hvor jeg endte ud i en fuldtids sygemelding før uge 12. Men den var fuld af komplikationer, bekymringer og et mål der i første omgang hed 34+0. 36+5 nåede vi og jeg blev sat igang, mængden af foster vand steg konstant og endte med lige knap 2,5l (normalt 700 ml).

Natten til den 27. September 2017 blev jeg mor for anden gang til en smuk og velskabt lille dreng på 3150gr. og 50 cm lang. Jer der har født, kender den følelse, den skræk der pludselig rammer en, når ens barn ikke græder. På de andre stuer hørte vi de nyfødte babyers første skrig og deres forældres lettelses suk, men på vores stue var der stille. Panikken begyndte at ramme og jordemorderen gnubbede på hans lille krop, men der var stadig stille. Et par meget blå øjne mødte mine og i dét sekund vidste jeg der var noget galt med ham. Jeg kunne mærke det helt ned i maven.

Hvorfor græder han ikke?

Jordemoderen forsikrede os om, at nogle børn bare var stille i starten (han havde været meget stresset under fødslen og er født som stjerne kigger – av siger jeg bare) Første skrig fra Micko var da han blev målt og vejet flere timer senere, da jeg fik ham tilbage i mine arme, sov han bare. Sådan fortsatte det i 14 dage. I 14 dage var han den nemmeste baby, han sov KONSTANT. Jeg var bekymret, meget bekymret. Der var noget galt, jeg kunne fornemme. Ingen ville lytte og troede jeg var tosset. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt sætningen: Nyd det mens du kan, han skal nok tage revanche. Og det skal jeg love for han gjorde……

Refluks- monsteret

Jeg har aldrig i mit liv hadet noget så inderligt i hele mit liv. Når jeg kigger tilbage på Mickos første år, er det er år fyldt med sorg, frygt og ikke mindst afmagt. Selvfølgelig er det også fyldt med kærlighed og stolthed, en stolthed over alt det han har formået at gå gennem sit korte liv og alligevel altid være nysgerrig og glad. Min stærke dreng.
Jeg hader at refluks skulle overtage og ødelægge den første tid af hans liv. En mors værste mareridt er, når man kan mærke smertens skrig skylle gemmen sit barns krop, til det udmattet og afkræftet falder i søvn i ens arme. Den tunge gang op ad gulvet mens man desperat forsøger at trøste, jage monsteret væk. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange, jeg har grædt sammen med ham, ville ønske jeg kunne tage hans smerte så han kunne få ro i sin lille krop. Babyer har brug for søvn, men søvnen udeblev.

Da Micko var 14 dage, gjorde refluksen for alvor sit indtog i vores liv. Den gjorde hvert et måltid til en sandt smertehelvede. Selv efter måltiderne var det umuligt for Micko at finde ro. Gylpeturen, det evige tilbageløb af mavesyre i hans svælg, han havde aldrig ro, konstant i smerte.

Hver gang han endelig faldt til ro, tvang refluksen sit stinkende væsen ind på ham, vækkede ham i skrigende i smerte. Hans lille krop var spændt som en flitsbue. Desperat prøvede jeg at trøste, give ham ro, nærhed – give ham sin mor. Men intet hjalp. Ingen af os sov mere end 45 min ad gangen – hele døgnet.

Facebook blev vores redning

Jeg læste alt hvad jeg kunne om refluks på google, på facebook. Meldte mig ind i diverse grupper på facebook og læste andre forældres hjerteskærende beretningen om deres møde med refluks. Hvordan refluksen ødelagde familier, efterlod mødre og fædre på randen til sammenbrud. Jeg var ikke i tvivl mere. Micko havde refluks. Jeg havde læst om hvordan forældre kæmpede med deres egne læger, om at få en henvisning. Så jeg forberedte mig godt, havde det store oplæg klar til 5 ugers undersøgelsen. Heldigvis skulle de vise sig at min egen læge uden videre henviste os til en børnelæge. Jeg græd af lettelse da jeg forlod lægen, endelig var der lys forude.

Endelig følte jeg mig forstået

Jeg kontaktede Werner Petersen i Charlottenlund. Han er en læge der deler vandene, men det er overvejende positivt. Jeg havde optaget Micko under et måltid, så han kunne se det. Lagde alt på bordet, lige der, på stolen i hans konsultation faldt jeg fra hinanden. Fuldstændig nedbrudt af manglende søvn, sorg, vrede – hvorfor min søn? Hvorfor kunne vi ikke bare have en barsel som alle andre, nyde vores tilværelse? Werner lyttede han undersøgte ham, men han var ikke det mindste i tvivl, det var refluks – i meget svær grad.

Ingen forstår

Ingen forstår den krigszone refluksen efterlader, når den gør sit indtog i ens liv. Venner, familier, ingen forstår – kun andre refluks-forældre. Det søde barsels liv jeg havde drømt om, var byttet ud med ren overlevelse. At frarøve en søvn, er en anerkendt tortur metode – jeg forstår hvorfor. Aldrig har jeg følt mig så udmattet og alligevel formået at stå oprejst.

Medicin skulle der til for at hjælpe ham, for at jage monsteret væk og give min lille dreng ro – ro til at vokse og til at lære at livet ikke kun er smerte. Det er jo meningen medicin skal hjælpe ik? At alt ville blive bedre, monsteret ville forsvinde og alt ville blive normalt ik?

……. Fortsættes………

Link til facebook gruppen her: https://www.facebook.com/groups/353028161440171/

Sådan overlever du, din pre-teen

Hermed en advarsel fra mig, til alle mødre/fædre med små piger eller kommende pigemødre/pigefædre!
Hvis du synes at det var hårdt at veksle mellem lortebleer og at dejse om på sofaen af udmattelse, lyden af babygråd som langsomt driver dig til vanvid, lugten af gylp og sved, for hvornår var det lige du sidst var i bad?
Så er det vand ved siden af den portion tålmodighed og udholdenhed du skal finde frem for at overleve med en pre-teen eller er det for at din pre-teen overlever?

Dengang jeg blev gravid med Melika, ville jeg ønske at nogen havde forebredt mig på livet med en PIGE pre-teen. Ingen har fortalt mig, at min lille søde og uskyldige pige over natten ville forvandle sig til en omvandrende hormonbombe med tilhørende skiftende personligheder! Ohhh god how do I survive the next 8 years!

Den ene dag er mor her den absolut bedste i verden, den næste dag tramper hun hele vejen op ad trapperne og ind på sit værelse RASENDE over jeg overhovedet kunne finde på at sige: “Hej skat” For dernæst at komme grædende ned og bede om et kram. Alt sammen på under 5 min. Jeg måbede, hvordan er det muligt på så få minutter at gennemgå hele følelsesregisteret – sig hej til din nye hverdag!

Overlevelses guide til livet med pre-teen
#Præteenager

Det skal lige nævnes at Melika jo kun er 10 år og derfor er det jo nok kun en lille forsmag på hvad der venter mig. Jeg har allerede googlet om der findes gode kostskoler i Sibirien! Mon jeg skulle skrive hende op allerede?

Jeg har ladet mig fortælle at Melika ikke engang er slem, holy moly jeg føler med de forældre som har en strid en af slagsen. Pludselig har jeg fået en helt anden forståelse og sympati for min egen mor, som har haft to piger. Tillykke mor, du overlevede eller skulle man mon takke sin mor for ikke at have kvalt os mens vi sov?

Overlevelsesguide til livet med en pre-teen

1. ALDRIG forstyrre når hun er “online” med veninder – det udløser en arrig knurren med ordrene “Gå UUUUD”

2. Bare fordi man er mor og har 32 års livserfaring, så ved ens 10 årig pre-teen ALT

3. Alt hvad du gør er forkert, lige meget hvad.

4. Når monsteret vågner om morgenen afslører lyden af skridtene hendes humør
– tramper hun ud af sengen, OHHH dear run!

5. Man gentager sig selv, så mange gange i løbet af en dag, at man begynder at tro at ungen er døv og bestiller tid til ørelægen – men selvfølgelig er hørelsen i top.

6.En pre-teen besidder mange talenter, hvor jeg især må rose hendes diskrete øjenrullen
(som sætter mor her i det røde felt på 0,1) værende helt exceptionel.

7. Forbered dig mentalt på ALLE spørgsmål om S.E.X – husk alt kan Googles!

8. Opbyg så meget selvkontrol at du ikke river hovedet af den dreng, som knuser hendes hjerte for første gang
Jeg får allerede ondt i mit hjerte og en klump i halsen over at tænke på den dag, hun første gang mærker smerten ved et knust hjerte.

9. Alt hvad der gælder oprydning og pligter tager pludselig timer – med tilhørende brok og bebrejdelser

10. Vin, vin bliver din bedste ven og er essentielt i survival kittet – livet et bare bedre med en lille buzz
(Ville egenligt ønske jeg drak vin)

Til alle kommende pre- teens forældre – held og lykke vi ses på den anden side
/Louise